Hvad er aikido?

Aikido er effektivt selvforsvar – en moderne budo – baseret på ældgamle teknikker for tom hånd og sværdteknikker brugt i det feudale Japan af samuraier i Kejserens tjeneste.

Billede af grundlæggeren af aikido Morihei Ueshiba

Grundlæggeren af aikido var japaneren Morihei Ueshiba (1883-1969), mest omtalt som O-Sensei (den største lærer). Modsat karate, kendo, iaido og andre af de japanske selvforsvarssystemer, hvis formål er at besejre og om nødvendigt dræbe modstanderen, bygger aikido på filosofien om fred gennem overbevisende kraft og teknik. Aikido er en moderne japansk kampkunst, der forener låseteknikker og kasteteknikker ved at gå med ind i modstanderens angreb, overtage modstanderens kraft og balance og vende angriberens kraft mod ham selv.

Aikidos effektivitet opnås ikke gennem brug af rå muskelkraft, men gennem udnyttelse af teknik, energi gennem åndedræt og udvikling af kroppens naturlige bevægelsesmønster.